Opstilling af nye vindmøller i Guldborgsund kommune, bl.a. ved Pogemosen, er netop blevet diskuteret i byrådet. Her følger Bent Jørgensens indlæg ved mødet:
Vi forstår egentlig godt, at borgerne kan være bekymrede ved at få placeret vindmøller i det område, hvor de bor.
I den første sag – nr. 92, er der ikke de mange høringssvar med bekymringer, som der er i den næste sag. Men alligevel er vi naturligvis nødt til at forholde os objektivt til de tilkendegivelser, som er kommet – især fra borgere i den næste sag. Og det gør naturligvis indtryk, når vi modtager så mange protester mod vindmøller ved Pogemosen.
Imidlertid har et enigt byråd tilsluttet sig borgmesterpagten om at reducere CO2-udslippet med 20 % inden 10 år og vi har endda besluttet at reducere med yderligere 10 % inden 2030. Alene de 20 % betyder en reduktion svarende til godt 120.000 ton.
En 3 MW vindmølle reducerer CO2-udslippet med mindst 5.500 ton – og 3 vindmøller på 130 meter vil således reducere CO2-udslippet med omkring mindst 16.500 ton. Tre 2,2 MV vindmøller på 125 meter vil alene reducere med ca. 12.600 ton – altså små 4.000 ton mindre end de lidt større møller. De 5 store vindmøller placeret de 2 steder vil altså medføre en CO2-reduktiuon på ca. ¼ del af målet indtil 2020. Til sammenligning kan jeg oplyse, at tilslutningen af fjernvarme til Eskilstrup reducerer CO2-udslippet med 6.000 ton.
Så vindmøller er altså virkelig noget der batter i målsætning om at nå de 120.000 ton.
Og ikke mindst mine kolleger på min venstre side har gjort et stort nummer ud af at få os andre overbevist om, at det var vigtigt at fastsætte høje klimamål.
Derfor accepterede vi også afsnittet i kommuneplanen om, at der skal være mulighed for at opføre vindmøller i Guldborgsund kommune – og der står anført i planen, at de skal være over 80 meter og maksimalt 150 meter. Vindmøller over 80 meter er altid VVM-pligtige.
Der er ikke direkte udpeget områder i kommuneplanen, hvor der kan opføres vindmøller. Der er dog ganske få områder, hvor det kan lade sig gøre. Og det kan godt lade sig gøre ved Liselund og Pogemosen efter de retningslinjer, som blandt andet er beskrevet i kommuneplanen.
Jeg skal ikke skjule, at Den Konservative Byrådsgruppe bestemt ikke er tilhænger af, at kommunen bliver klistret til med vindmøller – nærmest tværtimod. Og det høje mål for reduktion af CO2 og at vi skal være blandt de 20 bedste kommuner i Danmark, er ikke sået i vores have. For vi ligger jo allerede med alle vores varmeværker m.v. ganske pænt i forhold til mange andre kommuner.
Men når vi er gået med til at reducere CO2-udslippet og der er indført nogle retningslinjer for opførelse af vindmøller i kommuneplanen, føler vi os også forpligtet til at medvirke til at nå det mål. Ellers ville det nærmest være at fralægge os et ansvar, som vi har været med til at beslutte.
Hvis nogen imidlertid skulle finde anledning til at stille forslag om, at justere måltallet for CO2-udslip i nedadgående retning og helt forbyde opstilling af vindmøller i kommunen på land, så kan I regne med at Den Konservative Byrådsgruppe vil stemme for et sådant forslag. Og hvis ikke S og SF kan stemme for forslaget om at opstille vindmøller de 2 steder, forventer vi, at de kommer med et sådant forslag.
Men indtil det er sket, føler vi, at vi må sige B – når vi nu har sagt A , og stemmer derfor principielt for flertalsindstillingen fra Teknisk Udvalg.
Skulle nogen imidlertid mene, at de kun kan acceptere møller af 125 meters højde, så er vi også med på det – selv om vi tror, at de borgere, som har gjort indsigelser mod møllerne i området, er fuldstændig lige glad med, om møllerne er 125 eller 130 meter. Og så synes vi faktisk, at vi skal tage en højde, hvor vi opnår den fulde CO2-effekt, når nu det ikke kan være anderledes, og når det er nødvendigt, hvis vi skal nå det høje mål.
I øvrigt har jeg fået oplyst, at miljøstyrelsen har påvist, at store møller ikke giver problemer i forhold til lavfrekvent støj. Hvis den nye liv vil ændre på de nuværende betingelser for opstilling af store vindmøller, vil vi naturligvis skulle overholde de nye kriterier.
Så lad mig til slut sige, at vi føler os bundet af de aftaler, som vi har været med til at indgå omkring reduktion af CO2-udslip og af kommuneplanen – når vi nu ved, at vindmøller udgør et væsentligt bidrag til at nå målet.
Den Konservative Byrådsgruppe kan derfor tilslutte os flertallet i Teknisk Udvalg – men også det nye forslag om at kun at opføre vindmøller på 125 meter.

