Det var en typisk dansk sommerdag, da Guldborgsund Konservative holdt sommermøde for ca. 50 medlemmer og gæster søndag den 22. august på Pandebjerg Gods ved Nykøbing. Mødet startede i smukt solskin, men blev afløst af regn og torden. Heldigvis kunne arrangementet flyttes indendørs, inden der faldt for mange dråber.
Oplægsholderne var Axel Castenschiold, som fortalte om sin families tid på Pandebjerg Gods, og lidt om godsets aktuelle situation. Herefter talte folketingskandidat Rune Kristensen om de 3 temaer han især brændte for, og som skal være hans politiske oplæg til næste folketingsvalg; nemlig lavere skat giver højere vækst, fokus på familien og det frivillige arbejde. Se mere på www.runek.dk
Tidl. partiformand og nuværende medlem af Europa Parlamentet Bendt Bendtsen talte om Danmarks udfordringer i den globale økonomi, og endelig talte Bernt Johan Collet, formand for tænketanken CEPOS, om De Konservatives situation i dansk politik i dag, og hvad der kan ske efter næste folketingsvalg.
Alt i alt et dejligt og inspirerende sommermøde i smukke omgivelser.
