Sommeren var endelig med os, da Guldborgsund Konservative afholdt sommermøde i de dejlige omgivelser i Fuglsang Park. Solen strålede varmt på de 60 deltagere, behageligt nedkølet af en frisk vind over parken.
Undervejs blev gæsterne underholdt af Nykøbing F. Postorkester, som flot spillede og sang mange gode, gamle klassikere.
Dette års talere var MF Helge Adam Mølller, tidl. chef for Slots- og Ejendomsstyrelsen og nuværende formand for Fuglsang Kunstmuseum Flemming Frydendal, og endelig Guldborgsund Konservatives folketingskandidat Rune Kristensen.
Her følger Rune Kristensens tale:
Tak for lejligheden til at sige nogle ord ved dette konservative sommermøde. Bevares, nogle ville måske foreslå i år, at vi skulle droppe ordet sommer i overskriften på arrangementet - for den har vi ikke set så meget til - mens på den anden side, at den politiske debat har vi hørt rigtigt meget til - og i særdeleshed synes jeg, at vi kan glæde os over, at vi har hørt rigtig mange gode konservative udmeldinger.
Jeg afslører næppe nogen hemmelighed ved at sige, at nu er det ganske vist, at vi snart får valg.
Jeg ved lige så lidt som jer, præcist hvornår vores statsminister udskriver dét valg - men der skal ikke de store analytiske evner til at konkludere, at valgkampen reelt er gået i gang og at vi derfor måske kun taler om få dage - eller uger inden det udskrives.
Til gengæld så ved jeg, at jeg er klar. Klar til at kæmpe den konservative sag fra dør til dør i hele området hér. Det kan godt være, at De Konservative meningsmålinger kunne være bedre, men jeg er ikke den der giver op.
Jeg stiller op for at vinde - og jeg kæmper for at vinde - og jeg tror på, at jeg kan vinde.
Nu er det altid - som lokal folketingskandidat - en stor fornøjelse, at få lov til at tale politik - alt for ofte bliver politikere beskyldt for, at vi siger for lidt om, hvad vi selv mener, men i stedet snakker uden om og hellere vil kritisere vores modstandere.
Den kritik er sikkert berettiget i mange tilfælde - men ligeså ofte er det nu også fordi, at medierne synes, at det er dybt uinteressant at berette om, hvad vi faktisk mener, hvor imod det er meget mere interessant at skrive om, hvad vi kan kritisere andre for.
Eksempelvis lancerede vores gode kolleger i Venstre jo i sidste uge en kampagne med en række relevante spørgsmål til Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om deres politik...
Desværre så var det budskab, som medierne tog op og gjorde til et hovedtema, at Venstre åbenbart havde glemt at få tilladelse til at bruge et bestemt billede af Villy og Helle.
Der er da ikke noget at sige til, at vælgerne engang imellem ryster på hovedet over politikerne, når vi kan stå midt i en finanskrise, kort før et af de mest afgørende valg nogensinde... og så synes den danske presse, at det største problem vi har, er ophavsrettighederne til et billede!
Et andet kritik-punkt i forhold til Venstres kampagne har så også været, at det skulle være en "skræmmekampagne". Ordet "skræmmekampagne" er jo et spændende ord - et ord som dækker over, at man i stedet for at sige noget positivt om, hvad man selv vil, siger en masse negativt om, hvad de andre vil... Men jeg har altså endnu ikke i den her valgkamp hørt ret mange sige noget negativt om, hvad Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil
- og jeg ved også godt hvorfor, jeg ikke har hørt det... det er fordi, at der ikke er nogen af os, der har nogen anelse om HVAD S og SF faktisk vil!
I den aktuelle kampagne fra Venstre kritiserer man heller ikke S og SF en eneste gang - man spørger dem faktisk bare, hvad de egentlig vil - men åbenbart er det meget skræmmende for Helle og Villy at blive spurgt om det.
Derfor skal jeg da også nok undlade at stille nogen spørgsmål i dag - og skal i stedet prøve at give nogle svar på, hvad JEG gerne vil - når jeg her om kort tid rykker ind på Christiansborg J
For det første, så håber jeg selvfølgelig, at vi stadig har en borgerlig regering på det tidspunkt - det gør det også lettere at få et bedre kontor, men det er nu ikke kun derfor...
Jeg vil gerne slå fast, at det IKKE er altafgørende for mig, at den borgerlige regering fortsætter efter næste folketingsvalg - derimod er det afgørende for mig, at der bliver gennemført så meget borgerlig politik som overhovedet muligt. Og lad mig være ærlig - de seneste 10 års borgerligt styre har været noget af en skuffelse.
Den offentlige sektor er blevet ved med at vokse og sætte sig på en stadig større del af samfundsøkonomien: velfærdsydelserne er steget støt, antallet af offentligt ansatte er steget støt og antallet af regler, der regulerer vores liv, er steget ligeså støt.
Selv det samlede skattetryk har vi ikke formået at få reduceret - åh jo...
på et tidspunkt lykkedes det os jo at få sat skatten ned, men ligeså snart finanskrisen satte ind, så var skattenedsættelsen det første, der blev aflyst.
Jeg kunne godt opremse utallige praktiske og økonomiske argumenter for, hvorfor den udvikling som vi har set - med flere regler, mere kontrol, større offentlig sektor - er dårlig... men de argumenter vil jeg springe over, og i stedet pege på noget som er meget mere fundamentalt:
Større offentlig sektor, flere velfærdsydelser, højere skatter, mere kontrol og yderligere regulering fører til, at vi som borgere får MINDRE ANSVAR for os selv og hinanden - og heri ligger - for mig at se - det største problem.
Jeg ser for mig en befolkning, som er lullet godt og grundigt ind i en altfavnende velfærdsstat, som på den ene side pakker dem ind i vat, så intet ondt kan overgå dem - men som på den anden side så også - for deres egen sikkerheds skyld - laver regler for og kontrol af, alt hvad de foretager sig. Og befolkningen - i hvert fald størstedelen af den - synes faktisk, at det er bedst sådan.
Jeg stiller engang i mellem mig selv spørgsmålet:
Er vi stadig parate til at påtage os et selvstændigt ansvar - eller er vi langsomt og snigende begyndt at forlange, at andre påtager sig ansvaret for vores liv?
Mit svar er: Ja.
I hvert fald har den danske befolkning - igennem mange og skiftende regeringer - HELT BEVIDST valgt at overlade mere og mere ansvar til den udefinerbare størrelse som vi kalder fællesskabet.
Enhver regering - uanset farve - har med glæde taget imod ansvaret, for ingen politikere har turdet afvise at tage ansvaret for snart sagt ethvert problem.
Borgerne har tilsyneladende ikke ønsket at beholde ansvaret selv, men har så også betalt prisen.
På flere måder.
Vi har for længst mistet vores økonomiske frihed.
Alle skatter og afgifter mv. lagt sammen så beslaglægger staten altså ca.
70-80% af vores indtægter.
Bevares mange af pengene "får vi jo igen" - i form af velfærdsydelser som uddannelse, sygdomsbehandling, veje, kultur osv. - og det er i nogles øjne også fint nok - stort set alt er jo ydelser, som de fleste gerne vil have, og som det giver god mening er en del af fællesskabet - men det ændrer bare ikke ved det grundlæggende princip om, at vi flytter ansvaret for at administrere vores penge væk fra os selv og over til det offentlige.
Og - vi har ikke været - og er ikke gode nok, til at få sat grænser for hvilke opgaver vi vil overføre til fællesskabet. Hver eneste gang vi støder på et problem, så bliver det i dag til en opgave for fællesskabet:
•Forældre sender deres børn i skole, men bebrejder i øvrigt kommunen og lærerne for at ungerne ikke lærer nok - fordi de ikke kan sidde stille og lytte.
•Vi æder, ryger, drikker og sidder os til alverdens dårligdomme, og forlanger så at fællesskabet betaler regningen for at helbrede eller afvænne.
•Og skulle vi oven i købet blive syge af maden, så skal der straks mere kontrol til •Unge mennesker kører uden sele med 160 kilometer i timen, og når de smadres mod et vejtræ, forlanger vi mere sikre veje.
•Når regnen oversvømmer vores kældre, så må det offentlige også straks gribe ind og sørge for at få renset vores kloakker.
•Når du får børn så SKAL du modtage børnepenge - uanset hvor meget du i øvrigt tjener.
•Når børnene fylder 18 år - og er i gang med en uddannelse, så SKAL de da også have penge fra det offentlige.
•Skulle vi blive ramt af arbejdsløshed, så må det offentlige også træde til med hjælp og dække ca. 80 % af vores dagpenge.
•Vælger vi at flytte i en lejebolig, så er det jo helt naturligt at vi skal have et tilskud til huslejen i form af boligsikring.
•Og den dag vi så ikke synes at vi har lyst til at arbejde mere så har vi i hvert fald krav på vores folkepension.
•Og såfremt vi i øvrigt synes at det er rarest at blive boende i vores eget store hus, så må det offentlige straks sende hjælp ud så vi fortsat kan få gjort rent og passet have.
Begrebet "det personlige ansvar" er stort set forsvundet. Ingen kan længere fortælle, hvor grænsen går - eller burde gå - mellem det personlige ansvar og samfundets ansvar.
Spørgsmålet er blot om det er borgernes skyld - eller politikernes.
Nu har det jo til alle tider været populært at diskutere hvad der kom
først: "Hønen eller Ægget" - men det er i hvert fald klart, at uanset hvad så har politikerne - generelt - et væsentligt medansvar for at borgerne i dagens Danmark har meget svært ved at finde ud af, hvad der er det personlige ansvar og hvornår fællesskabet; samfundet - kan - vil - bør - træde til.
Politikere er ikke gode nok til at markere grundholdninger, og til at stå fast - på trods af meningsmålinger, forsiderne i B.T. eller manglen på 90 mandater...
Den borgerlige regering vi har haft de seneste 10 år har - desværre - ikke været nogen undtagelse på det punkt. En borgerlig regering burde have haft modet til at stå fast på det personlige ansvar og friheden - og IKKE falde for den nemme løsning at lave en ny lov, en ny regel, et nyt tilskud eller lignende HVER gang at aviserne trak et ulykkeligt tilfælde frem.
Det mod har man ikke haft i de forløbne 10 år. I høj grad skyldes det selvfølgelig, at Dansk Folkeparti - som jo udelukkende baserer sin politik på at følge avisernes overskrifter - har haft alt for stor magt.
Men efter 10 år, så må det altså være nok - og selv om jeg, som jeg startede med at sige, gerne vil have en borgerlig regering igen, så vil jeg ikke have en borgerlig regering for enhver pris.
Mit budskab til Lars Barfoed - og det skal jeg gerne fremføre også, når jeg bliver valgt - er derfor, at såfremt Dansk Folkeparti efter folketingsvalget fortsat er en nødvendig del af en borgerlig regerings flertal, så bør De Konservative ikke deltage i en regering.
Vi gider ikke mere. Vi gider ikke være til grin, ved at sidde i en regering, som kun er borgerlig af navn - men i øvrigt fører 90 % socialdemokratisk politik.
De Konservative er nødt til at være dem, der gør opmærksom på, at det samfund vi har skabt er fuldstændigt skævvredet mellem det private initiativ, det personlige ansvar og den kolossale velfærdsstat vi har skabt.
Det er både et moralsk problem i forhold til de arbejdsomme og ansvarsbevidste som både kan og vil selv - og det er i høj grad et økonomisk problem, at vi har skabt den samfundsmodel, vi har.
Det moralske aspekt har jeg været inde på - og jeg synes faktisk, at det er det vigtigste - men som sædvanlig så får moral ikke folk til at reagere. Det gør der i mod økonomi.
Og det økonomiske aspekt er i korte træk, at vi ganske enkelt ikke har råd til at have så stor en offentlig sektor og så mange velfærdsydelser som vi har i dag. Det har egentlig ikke så meget med en finanskrise at gøre - groft sagt kan man sige, at den er blot er et symptom på misforholdet mellem indtjeningen i den private sektor og forbruget i den offentlige sektor - men den gør det i hvert fald særdeles aktuelt, at vi får gjort noget ved det grundlæggende problem i en fart.
Der er altså behov for grundlæggende reformer - hvis vi nøjes med småjusteringer, som vi har gjort hidtil, så vil vi over de næste mange år blive ved med at opleve "små finanskriser", så kan vi justere lidt igen og have fred i et par år, men så gentager seancen sig...
Kun grundlæggende gennemgribende reformer, hvor den offentlige sektor reduceres markant i størrelse og hvor erhvervslivet og borgerne gives frihed til at tjene penge og påtage sig et større ansvar - kan i længden løse de problemer vi står overfor.
De konservative er ikke kun partiet for hverken de rige, de fattige, de selvstændige, middelklassen eller nogen anden gruppe - nej, de konservative er for alle, der gerne vil tage et ansvar for deres eget liv.
Vores budskab til vælgerne må være, at hvis I er parate til at tage et ansvar, så er vi parate til at kæmpe for at sikre den frihed, som er nødvendig for at kunne påtage sig ansvaret.
Derfor må vi også sige ærligt - i det folketingsvalg som snart kommer - at vi er også partiet som ikke længere gider at føre politik på baggrund af dagens avisoverskrifter eller hvilke nye undersøgelser, som har vist et problem.
Vi vil have en fast politik, som styrer mod det mål, at ansvaret skal tilbage til borgerne, at politikernes magt skal begrænses og at job og velstand skabes i de private virksomheder.
Så må folk kalde os kapitalister, gammeldags, reaktionære - ja de kan kalde os, hvad de vil... selv synes jeg nu, at ordet Konservative er det, som passer bedst!
Tak for ordet!