Den Konservative Byrådsgruppe er enig i, at vi godt må sætte overliggeren lidt højt, når vi i Guldborgsund skal etablere attraktive erhvervsarealer.
Men det er et spørgsmål, hvor højt vi kan sætte overliggeren. For vi skal jo også kunne sælge grundene.
Mig bekendt er der i erhvervskredse stor enighed om, at det er et godt sted at placere et erhvervsområde – lige ud til motorvejen, sagde Bent Jørgensen på byrådsmødet den 17.marts.
Men der er mange erhvervsfolk, der over for mig har tilkendegivet, at kvadratmeterprisen er for høj – og endvidere er de betænkelige ved de løbende driftsudgifter, som pålægges virksomhederne i området, jfr. § 12 i lokalplanen – herunder især om udgifter til kunstparken.
Og det er også de betænkeligheder, som kommer til udtryk i de 2 mæglerudtalelser, der er vedlagt sagen.
Vi kan derfor tiltræde borgmesterens indstilling – og på den baggrund få sagen udsat. Samtidig bør vi allerede i morgen få indsendt en formel ansøgning til vejdirektoratet/trafikministeriet om etablering af nye til-/frakørsler ved motorvejen til Bannerupvej – herunder en tilkendegivelse om, hvem der skal betale for etableringen. Og det er ret vigtigt, at det bliver en til-/frakørsel, som kan benyttes af modulvogntog.
Det er for os ikke godt nok med en tilkendegivelse fra trafikministeren. Vi vil gerne se det på skrift.
Hvis ikke de undersøgelser, som borgmesteren foreslår, kan medføre, at kvadratmeterprisen kan reduceres, så mener vi, at Arne Graa Jensens forslag kan indgå som en del af et nyt forslag. Men det er ikke Arne Graa’s forslag, som vi skal forholde os til i dag.
Den Konservative Byrådsgruppe er enig i, at vi i første omgang skal afsøge de forskellige muligheder, der er for at få etableret et realiserbart projekt med baggrund i lokalplan 140, som allerede er udarbejdet. Med de bemærkninger kan vi tiltræde økonomiudvalget og borgmesterens indstilling.”
