Fælleskøkkenet

Formand for seniorudvalget Bent Jørgensen (C) udtalte sig ved byrådsmødet d. 15-12-11 om det nye fælleskøkken i Guldborgsund kommune. Her følger hans tale ved mødet:

 
Vi kan være glade for, at vi ikke i denne sag får en fortløbende sagsfremstilling på de dagsordner, der har været om opførelsen af et storkøkken siden 2006. Så var vi sandsynligvis blevet præsenteret for en dagsorden på omkring 100 sider.
Men nu ser det heldigvis ud til, at vi er tæt på at kunne sætte spaden i jorden. Og selv om der er gået lang tid siden 2006, så mener jeg ikke, at tiden har været spildt. Fra at vi startede med en proces, hvor Guldborgsund selv skulle opføre køkkenet, er det lykkedes os at få både Lolland kommune og Region Sjælland med i processen med levering af mad til blandt andet sygehuset i Nykøbing.
Jeg er glad for at vi ventede. Det ville have været fuldstændig tosset, hvis både Lolland kommune og Guldborgsund skulle havde opført hver sit køkken. Og det ville have været bittert, hvis madproduktionen til sygehuset skulle flyttes til Sjælland. Vi har brug for alle de arbejdspladser, som vi kan få til Lolland-Falster.
Kapacitetsbehovet har svinget en del mellem Lolland og Guldborgsund kommune, og derfor har de 3 interessenters administrative styregruppen opgjort parternes faktiske produktion pr. den 1. november 2011.
På et tidspunkt var det usikkert, hvad det nye køkken skulle producere og levere til vores plejecentre. Det er nu aftalt, at plejecentrene/cafeterierne skal købe eksempelvis kolonialvarer til morgenmad, mellemmåltider, pålægspakker og lignende gennem det nye køkken. Det var ikke medtaget i den første vurdering af kostenheder. Det er derfor, at der er forskel på antallet af kostenheder i den nye opgørelse og den tidligere, som byrådet har fået forelagt. De egentlige madleverancer til plejecentrene har altid været indregnet.
De aktuelle, sammenlignelige døgnkostenheder er nu anført i blokken midt på side 17.
For at undgå misforståelser skal jeg pointerer, at der ikke er planer om at lukke cafeteriaerne i Guldborgsund kommune.
Opgørelsen af den faktiske produktion den 1. november i år betyder, at det bliver 3,5 mio. kr. dyrere i anlægsudgifter for Guldborgsund, end vi tidligere havde forventet. Og det er selvfølgelig beklageligt. De samlede anlægsudgifterne er dog ikke ændret.
Det er besluttet, at der skal etableres et interessentskab, som dels skal forestå opførelsen og dels driften af storkøkkenet, når det er færdigt.
I/S-kontrakter er vedlagt dagsordenen. Den er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og er p.t. til godkendelse i Statsforvaltningen.
I kontrakten er køkkenet navngivet ”Fælleskøkkenet” og lederen er betegnet som direktør. Det vil jeg dog ikke afvise kan blive ændres. Som nogen sikkert har bemærket, er lederstillingen opslået som ”køkkenchef”, som vel også en den rigtige stillingsbetegnelse. Det ligger fast, at køkkenet placeres i Sakskøbing.
Der er også anført et afsnit om interessenternes godkendelse af forskellige dispositioner, ligesom selskabets reviderede og godkendte regnskab og budget skal sendes til orientering hos interessenterne.
Interessentskabskontrakten er uopsigelig indtil den 31. december 2018.
Det er indstillet, at bestyrelsen skal bestå af 5 medlemmer – en fra hver kommune og en fra Regionsrådet, samt 2 medlemmer med særlig branchekendskab.
Formanden honoreres med 15.000 kr. og de øvrige bestyrelsesmedlemmer med 10.000 kr. om året.
Kontrakten træder i kraft den 1. januar 2012.
Der er også vedlagt en særlig interessentaftale som uddyber nogle forhold – herunder, at interessentskabet blandt andet skal søge kontrakten justeret, således at formandskabet går på skift mellem de 2 kommuner. I den første valgperiode indtil 31. december 2013 indtræder repræsentanten fra den størst budgetterede aftager som formand.
Produktionen skal konkurrenceudsættes senest 5 år efter påbegyndelse af madproduktionen, men dog med udgangspunkt i produktion i lokalerne i Sakskøbing.
Det fremgår af kontraktudkastet, at interessenterne skal indskyde 60 mio. kr., hvoraf Guldborgsund skal indskyde 23,6 mio. kr. – svarende til 39,4 %. I beløbet er indregnet 800.000 kr. i 2014 til brug i indkøringsfasen. I 2012 ønskes frigivet rådighedsbeløb på 2,2 mio. kr. Selv om kapitalindskuddet er lidt større end vi tidligere har besluttet, skal jeg dog ikke undlade at bemærke, at vi faktisk på et tidspunkt havde afsat 29 mio. kr. Indskuddet på de 23,6 mio. kr. forventes principielt frigivet nu, men først indarbejdet i budgettet, som det nærmere er beskrevet i blokken midt på side 28. Det samlede udgiftsbehov på 60 mio. kr. gælder, indtil der foreligger resultat af udbudsrunden. På det tidspunkt – formentlig ultimo 2012, vil byrådet få forelagt sagen på ny. Udbuddet vil blive udarbejdet, så også vore lokale virksomheder kan byde på opgaven. Anlægsbehovet kan finansieres med kvalitetsfondsmidler. Går det som forventet, kan de første madportioner produceres primo januar 2014.
De 900.000 kr., som er frigivet til bygherrerådgiver – og hvoraf der p.t. er brugt 154.000 kr. – indgår i det samlede fællesbudget for opførelsen af køkkenet.
 
Det eneste, der ikke er med i fællesbudgettet, er indretning af modtagerforholdene i vores plejecentre/cafeteriaer, så de kan modtage kølemad. Det arbejde er iværksat i samarbejde med BDO – og jeg har fået oplyst, at det kommer til at koste små 700.000 kr.
Det beløb, som det koster at indrette modtagerforholdene, skal der tages højde for i budget 2013.
Seniorudvalget har peget på mig som medlem af bestyrelsen med Ulla Petersen som stedfortræder. Horesta har udpeget Anders Jensen Bach fra Hotel Maribo Søpark og Hans Henrik Boldsen Hansen fra Hotel Falster med særlig branchekendskab til bestyrelsen.
Da processen med at opføre køkkenet og den senere drift overgår til Interessentskabets bestyrelse, har Seniorudvalget foreslået, at den politiske styregruppe i Guldborgsund nedlægges.
Til slut skal jeg oplyse, at jeg godt er klar over, at Guldborgsund Byråd tidligere har anbefalet, at køkkenet så vidt muligt skal benytte råvarer fra Lolland-Falster. Det er ikke med i kontraktudkastet, men det er min vurdering, at det kan interessentskabsbestyrelsen beslutte. I øvrigt har jeg bemærket, at den nye regering har aftalt, at der i produktionsenheder, der fremstiller mad til blandt andet ældre, skal benyttes økologiske råvarer. 
Med de bemærkninger håber jeg, at Byrådet kan tiltræde Seniorudvalgets og direktøren for Social- og Arbejdsmarkeds indstilling.
En indstilling, som er anbefalet af økonomiudvalget.
Den Konservative Byrådsgruppe kan tiltræde indstillingerne.
Og så kan jeg til sidst oplyse, at Regionsrådet har tiltrådt indstillingen.
 

Nyhedsbrev

Kommende aktiviteter

Besøg ved retten i Nykøbing F.

Dato endnu ikke fastlagt.

© 2009 . Konservative Guldborgsund